Grundejerforeningen Bøgevej Ry

Referat 06. oktober 2021

Referat fra den 37. ordinære generalforsamling for Grundejerforeningen Bøgevej

Dato: 06. oktober 2021          

Sted: Hotel Ry

Antal deltagere: 24 personer

Referent: Mads Bech Olesen

 

1.       Valg af dirigent

Valget faldt på Erik Larsen, som bl.a. fortæller at generalforsamling er udskudt til dette efterår pga. Corona-epidemien og at Mie Holst fremover erstatter Freddy Lysdahl som bestyrelsesmedlem.

 

2.       Bestyrelsens beretning

Beretningen blev fremlagt af formanden Birte Larsen.

Birte Larsen beretter om et underskud i 2020 på kr. 15.185,- Underskuddet skyldes hovedsageligt at 2020 har budt på større udgifter til græsslåning samt vedligeholdelse af veje og legeplads end der har været budgetteret.

Egenkapitalen er pr. 31. december 2020 på kr. 39.601,-

Henlæggelsen til vejudgifter på kr. 10.000,- fortsætter som hidtil.

Birte beretter om to ekstraordinære punkter;

-          At det har været dyrt at få fældet træet ud for Bøgevej 50, som er ødelagt ved hærværk.

-          At bestyrelsen siger mange tak til de ganske få hjælpere som deltog på arbejdsdagen.  

 

3.       Aflæggelse af regnskab og fremlæggelse af budget

Kasserer, Ole Mikkelsen, fremlagde regnskabet og budgettet som det fremgår af invitationen.

Der var ingen kommentarer hertil.

 

4.       Fastlæggelse af kontingent for 2021 og eventuel fremtidigt kontingent

Bestyrelsen foreslår at det nuværende kontingent på kr. 750,- fremover (fra 2022) øges. Dette accepteres.

Ivan Mikkelsen, Bøgevej 56a, spørger om hvordan det forholder sig med vedligeholdelsen og ejerforholdene for legepladsen. Ole Mikkelsen forklarer ejer- og vedligeholdelsesforholdene.  

 

5.       Valg af fire bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter

De tre bestyrelsesmedlemmer Ole Mikkelsen, Mads Bech Olesen og Bent Nielsen er på valg, mens bestyrelsesmedlemmet Freddy Lysdahl er fraflyttet Bøgevej - og derfor ikke længere kan fortsætte.

De tre bestyrelsesmedlemmer Ole Mikkelsen, Mads Bech Olesen og Bent Nielsen bliver genvalgt mens Mie Holst (tidligere suppleant), Bøgevej 71, bliver valgt til fremover at overtage Freddy Lysdahls plads som bestyrelsesmedlem.

 De to suppleanter, Mie Holst og Anette Hausgaard er på valg. Annette bliver genvalgt og Claus Hansen, Bøgevej 6, bliver fremover ny suppleant.

 

6.       Valg af to revisorer og én suppleant.

De to revisorer, Preben Rasmussen og Vagn Lauridsen er på valg og bliver genvalgt.

Suppleant, Erik Larsen er på valg og bliver genvalgt.

 

7.       Etablering af bålhytte

John Gadeberg, Bøgevej 20, fra bestyrelsen, fremlægger et forslag om etablering af en bålhytte på fællesarealet ved boldbanerne/petanquebanen – evt. i det område hvor det nuværende redskabsskur er beliggende. Prislejet er ca. på kr. 50.000,-

Mie Holst, Bøgevej 71, nu bestyrelsesmedlem, har undersøgt priser på hytter og fortæller at en ottekantet bålhytte med sider og Kalmartag koster ca. kr. 48.000,-. Prisen er eksklusiv selve opførelsen af hytten, som beboere på Bøgevej selv vil skulle varetage. Mia tilføjer dog at selve taget bør forbedres da et Kalmartaget kun holder ca. 10 år. Således bliver den samlede pris på over kr. 50.000,-

Preben Rasmussen, Bøgevej 64, foreslår at der laves en slags ”forbrugerundersøgelse” på hvor stor interessen er for at få projektet realiseret. Dette kunne evt. foregå på Facebook eller ved brevstemmer. Forslaget møder stor opbakning.

Anders Enderlein, Bøgevej 31 er imod opførelsen af bålhytten med argumentet om at vi alle har forskellige interesser - og ikke alle bare kan få opført hvad der lige interesserer den enkelte.

Annette Hausgaard, Bøgevej 18, argumenter for etableringen af bålhytten med at der er mange børnefamilier som vil få glæde af den.

Claus Hansen, Bøgevej 6, spørger om ikke vi – de fremmødte på generalforsamlingen her til aften - er berettigede til at træffe en beslutning.  Erik Larsen kommenterer dette med at det ikke er fair over for de ikke-fremmødte at bygge en hytte for op mod kr. 70.000,-

 Rita Halkjær Rasmussen, Bøgevej 69, foreslår at vi kontakter Skanderborg Kommune og Kvickly for at høre om de mon vil hjælpe økonomisk med projektet. Dette er der stor opbakning til.

 Konklusion: Der skal laves en forespørgsel blandt alle husstandene på Bøgevej om hvor stor interessen er i at opføre en bålhytten og ud fra udfaldet af dette skal der søges sponsorat hos Skanderborg Kommune og Kvickly.

 

8.       Indkomne forslag

a. Anders Enderlein, Bøgevej 31, foreslår, at der bliver gjort noget ved den ”sø” ved hjørnet af Bøgevej området - på stien mellem husene Bøgevej 51 og 53. Det er dét sted hvor stien fra Bøgevej møder stien som løber ned til Fyrrevej.

Bent Vangsøe Nielsen fra bestyrelsen fortæller at han har kontaktet Skanderborg Kommune som meddeler at problemet med brønden bliver lavet i år.

b. Sussi Middelhede og Peter Nielsen, Bøgevej 5b, synes at der er store problemer mht. overholdelse af vigepligtsreglerne for bilister som kommer kørende på Isagervej fra Børnehaven. Den lokale ”betjent” er blevet kontaktet men dette er der ikke kommet noget ud af.

Bestyrelsen, ved John Gadebjerg, har flere gange skrevet ud til forældrene med børn i børnehaven om vigepligten. Det kan gøres igen.

Bestyrelsen påpeger dog at vi derudover ikke rigtigt kan gøre så meget ved problemet, da der for det første allerede er de korrekte trafikale anvisninger på stedet og at det for det næste er op til politiet at håndhæve denne slags overtrædelser.

 

c. Annette Hausgaard, Bøgevej 18, synes at der er store problemer mht. overholdelse af vigepligtsreglerne for bilister som kører på Bøgevej.

Bestyrelsen påpeger at vi ikke rigtigt kan gøre så meget ved problemet end at vi indbyrdes opfordrer folk til at overholde vigepligtsreglerne, og at det er op til politiet at håndhæve denne slags overtrædelser.

 

d. Annette Hausgaard, Bøgevej 18, foreslår at vi som en konsekvens at det dårlige fremmøde på arbejdsdagen fremover laver to arbejdsdage om året. Dette har der også været for nogle år siden. Derudover kan arbejdsdagen i september evt. afsluttes med en sommerfest.

Forslaget bakkes op.

 

e. Birthe Nissen, Bøgevej 22, foreslår at en del af græsplænen ved grillpladsen omdannes til et "Vild med vilje" plante og blomsterområde. Det drejer sig om ca. mellem halvdelen og 2/3 af græsarealet ved grillpladsen ved bålstedet, på den anden side af den buede hæk.  I det ”vilde” område kunne evt. også etableres stier. Anders Enderlein, Bøgevej 31, foreslår at vi i stedet for inddrager det rektangulære græsareal beliggende mellem Bøgevej 66 + Bøgevej 68 og stien.

Bestyrelsen arbejder videre med begge forslag; det er på nuværende tidspunkt uvist om det rektangulære areal må omdannes.

 

f. Annette Hausgaard, Bøgevej 18, foreslår at beboere på Bøgevej fremover begrænser larm fra motoriserede haveredskaber således at de ikke benyttes på lørdage og søndage efter kl. 16.00.

Bestyrelsen påpeger at vi ikke har bemyndigelse til at lovgive om den slags. I stedet kan man appellere til naboer om at følge forslaget.

g. Annette Hausgaard, Bøgevej 18, foreslår at Sankt Hans arrangementet fremover afholdes på en lørdag i stedet for på ugens øvrige dage og om foreslår at der fremover laves en arrangementskalender for Bøgevej.

Der bakkes op om begge forslag og der besluttes at arbejde videre på at lave et ”årshjul” som kan tilgås på Bøgevejs hjemmeside. John Gadeberg melder sig til at stå for sidstnævnte på vegne af bestyrelsen.

h. Tine skov Bertelsen, Bøgevej 33, beretter i et brev til bestyrelsen at hun har tre store træer stående på fællesarealet foran sit hus, som afgiver meget løvfald. Bladene skal fejes sammen og dette er et stort arbejde. Tine vil gerne have et af træerne fældet og de øvrige beskåret.

Claus Hansen, Bøgevej 6, fremhæver at blade kan vel ikke være et argument for at fælde træer.

Anders Enderlein, Bøgevej 31, foreslå at der reguleres på træerne.

Ivan Mikkelsen, Bøgevej 56a, foreslår at der laves nogle aftaler med entreprenører som kan beskære træerne.

Bestyrelsen påpeger at vi ikke har i sinde - og ej heller må - fælde træerne. Derudover har bestyrelsen fået at vide af en træekspert at det ej ville afhjælpe problemet i væsentlig grad at beskære træerne. Der kan dog sagtens være at træerne pga. deres størrelse enkelte steder skal beskæres

i. Annette Hausgaard, Bøgevej 18, påpeger hastighedsproblemerne på vejen – i særdeleshed ud for hvor hun bor ved krydset mellem Bøgevej 18, 52, 75 og 23. Hun har selv lavet en fartdæmpende foranstaltning ved at placere en dukke i barnestørrelse i hendes forhave.

Mads Bech Olesen, Bøgevej 8, nævner at dette er et tilbagevendende punkt på dagsordenen, som han også tidligere har arbejdet på at få løst. Problematikken strander dog hver gang på manglende opbakning til at lave vejbump i form at tildannelser af brostenene på de eksisterende meget lave vejbump. Mads har i øvrigt kontaktet børnehaven – hvor fra børn og forældre har passage henover vendepladsen - for at bede dem være ekstra påpasselige.

John Gadeberg, Bøgevej 20, lægger op til, at hvis der er nogle som vil arbejde videre med bumpene så er de meget velkomne hertil.

Rita Halkjær Rasmussen, Bøgevej 69, foreslår at man med ”nudging” får gjort noget ved problemet. Nudging betyder at påvirke folks handlinger i en bestemt retning.

Anders Enderlein, Bøgevej 31, foreslår at lave nogle midlertidige foranstaltninger med røde anvisninger magen til dem som vejentreprenørerne benytter.

Birte Larsen, Bøgevej 46, foreslår at få inspiration fra den gode løsning rundkørslen hvor Tippethøj, Skæphøj, Vessøvej og Haardalen mødes.

Bestyrelsen kigger nærmere på mulige måder at afhjælpe problemet på – herunder ”nudging”.

 

j. Ivan, Bøgevej 56b, foreslår at fælde træet som står op ad hegnet og efterhånden er sammengroet med lygtepælen ved boldbanen ud for Bøgevej 56a og 56b.

Bestyrelsen ved John Gadebjerg siger OK hertil hvis der blot genplantes et nyt træ af samme sort og i en rimelig størrelse. Det nye træ vil blive plantet i samme linie som det oprindelige i forhold til vejen, men med større afstand til lygtepælen.

 

9.       Eventuelt

Ingen punkter hertil.